I anledning af state of the union talen i dag mit bud:

I Polen prøver regeringen at begrænse domstolenes uafhængighed. I Ungarn gennemsyrer totalitære, nationalistiske under- og overtoner næsten alle nye regeringsinitiativer. I Italien er den nye regering kommet til på en fremmed- og europafjendsk dagsorden og inderigsministeren koketterer åbenlyst med den politiske arv ved at rable Mussolini-citater af sig. Vi kan ikke direkte sammenligne med 30´ernes Europa, hvor de få europæiske demokratier var få, da galskaben brød ud. Men tendenserne er stærkt bekymrende, og kan desværre også spores i de øvrige vesteuropæiske lande, hvor der i dag – med henvisning til frygten for terror og flygtningestrømme – tages initiativer, der begrænser borgernes frihed. De åbne, demokratiske samfund, karakteriseret ved en stærk retsstat, er truede.

Spøgelset, der en gang gik gennem Europa, er vakt til live.

I 90´rne havde Delors en drøm om et EU, der rørte ved folk, der nående ud på arbejdspladsen og sikrede et socialt mere retfærdigt EU. Konkret kunne lønmodtagere fx mærke en lang række forbedringer af arbejdsmiljøet. Det blev for meget for politikere i Europa og de rullede ambitionerne tilbage.

I mange år har svaret fra politikere så været mindre samarbejde. Mindre EU og flere nationale løsninger. EU skal kun beskæftige sig med det, som ikke løses bedst nationalt. Det såkaldte nærhedsprincip. Men spørgsmålet er om det netop ikke er denne tilgang, der har gjort den spirende totalitarisme muligt. Det har været populært at dæmonisere EU, fordi helt almindelige mennesker ikke kunne mærke det, ikke kunne se nytteeffekten. I takt med at man har forfægtet nærhedsprincippet nidkært, har vi altså afsvækket vores muligheder for at kæmpe mod netop de ekstreme tendenser. De pipper nu frem, fordi jorden er gødet med en utilfredshed med, at det kun er de få, der nyder fremgang. Samtidig skal lønmodtagere kæmpe om job med fremmede. Ikke uligt den situation helt almindelige mennesker i Europa følte de befandt sig i i 30´ernes Europa.

Men sandheden er jo, at fascismen er grænseoverskridende og trives bedst, når et utøjlet marked går bersærk i grådighed. Kun sammen kan vi bekæmpe den. De beslutninger vi træffer sammen har betydning for dens vækstbetingelser. Hvis vi kun fokuserer på det indre marked og ikke et fair indre marked, skaber vi de bedste forudsætninger for, at nye yderligtgående kræfter får medvind.

Tiden er derfor til Europa. Tiden er til et EU, hvor borgeren sættes i centrum. Ikke kun virksomhederne. Tiden er til et EU, der igen kommer til at handle om arbejdsmiljø og lønmodtagervilkår. Tiden er til et EU, hvor vi sætter bekæmpelse af fattigdom øverst på den europæiske dagsorden. Et EU, hvor lobbyisterne vises køkkenvejen og borgerne lukkes ind ad hoveddøren.

Vi har I Europa kæmpet for vores frihed. Sammen med vores allierede har vi én gang bekæmpet det totalitære spøgelse. Millioner af mennesker døde i den kamp. Vi kan ikke bare lade det være op til Orban eller italienske kryptofascister at definere Europas fremtid. EU er – med alle dens fejl – den konstruktion, der kan tage den kamp op. Sammen kan vi bekæmpe spøgelset. Men det kræver ikke mindre EU. Det kræver et EU, der gør en tydelig forskel for helt almindelige mennesker. Vi skal vende nærhedsprincippet om. EU skal føles nærværende.

Det vil være det vigtigste bidrag i kampen for de åbne, demokratiske samfund i Europa.

Du kan se talen her: