Indtil december sidste år kunne vi nyde klassisk musik, teater, rytmisk musik, foredrag og meget mere i Kulturhuset. Desværre så nogle politikere sig sure på Kulturhuset, og der blev aldrig rigtigt sat de midler af i budgettet, så der kunne skabes det fantastiske samlingssted, en kommune som Lyngby-Taarbæk burde have.
De nuværende politikere har desværre ved udgangen af 2016 valgt at opsige kontrakten og de godt syv millioner kroner, der årligt blev brugt i leje, er fordelt ud på det øvrige budget. Dette helt uden at forsøge at genskabe et fornuftigt alternativ rum til kulturen.
Vi skal have et kulturhus tilbage i Lyngby-Taarbæk. Vi mangler plads til for eksempel vores tre dygtige orkestre, Elverhøjkoret, og ja til helt almindelige borgermøder, hvor der kan være flere end 100 personer. Det er ikke viljen til at skabe kulturindhold, som mangler blandt borgere og foreninger i Lyngby-Taarbæk, det er viljen fra politisk side til at give plads, til at skabe indhold.
Et nyt kulturhus kunne være det gamle landbrugsmuseum på Kongevejen. Det kunne også være et nyt kulturhus på Kastanievej overfor Templet, hvor der i dag er parkeringspladser. Man kunne grave parkeringspladserne ned og bygge et nyt kulturhus i centrum.
Her vil et kulturhus være centralt placeret og vil kunne spille tæt sammen med Templets øvrige arrangementer.
Kulturen skal tilbage i fokus i Lyngby-Taarbæk.