Hvor er den grønne dagsorden i det lokale handelsliv?

Og kan man tillade sig at stille det spørgsmål under coronakrisen, hvor store dele af handlen er ramt på eksistensen? Det mener jeg godt, man kan. Butikkerne var i forvejen ramt, særligt af nethandlen der er kommet for at blive. Det lokale handelsliv har længe skulle gentænke sig selv. 

Tilbage i efteråret i et annoncetillæg i DGO fortælles der fra Handelsforeningen og Vidensbyen om, at Lyngby skal være en handelsby for alle og at der nu skal mere helhedsorienterede købsoplevelser til. Politisk bakkes der op med den netop vedtagne kommuneplanstrategi ”Byudvikling i Balance,” og man kan sige, at samlet set lægges der op til et mere kulturelt og inkluderende bymiljø med plads til børn, studerende og de ældste borgere. Det lyder godt og er virkelig tiltrængt.

Men vi skal også stille spørgsmålet: Hvordan kan vi også blive en klimavenlig handelsby? Man kan jo godt se enkelte bæredygtige initiativer rundt omkring i byen, men vi skal have fokus på den grønne vision på tværs af handlen. 

Et bæredygtigt forbrug er fremtidens præmis, hvis vi vil passe bedre på klodens ressourcer, og det har vi alle et ansvar for som borgere, kommune, erhvervsliv, organisationer og lovgivere. Jeg er ikke selv nogen grøn engel og forsøger på min egen famlende måde at gøre mit CO2 aftryk mindre. Som forbruger og kunde har jeg bl.a. brug for, at man gør det nemmere for mig at handle på mit personlige ansvar. Mange er parate til at betale mere for varer, der er produceret klimavenligt og etisk korrekt. Og her har detailhandlen – og restaurationsbranchen – en vigtig rolle at spille i forhold til flere bæredygtige varer på hylderne og mere markedsføring af de bæredygtige produkter. (Det viser også en lokal butikskunde-undersøgelse om FN’s verdensmål, som CPH Business School har foretaget, se LTK’s hjemmeside). 

Jeg tror, der skal andet til end gule udsalgsskilte for at lokke kunderne til, både på den korte og den lange bane. Det er nu, der er brug for nye koncepter med klimavenlige tiltag. Nye måder at tjene penge på skal findes og udfordringen er uden tvivl stor, men hvis ikke man er kreativ nu, er man på en måde allerede bagud. Og der er både branding og god forretning i den grønne omstilling.