SIMON PIHL SØRENSEN, M-KB OG SPIDSKANDIDAT KV17 (S)

Marcus Christensen, der stiller op for de radikale, vil ikke have, at kommunen handler med banker mv, som medvirker til at bringe penge i skattely.Det er et godt forslag og allerede vedtaget for halvandet år siden på baggrund af indspil fra Socialdemokratiet. Vi foreslog følgende:

“Banker, som varetager opgaver for Lyngby-Taarbæk Kommune må aktivt tage afstand fra transaktioner, der sigter på at bringe midler i skattely. Vi kan ikke leve med, at banker på den ene side direkte eller indirekte bistår virksomheder og private med at unddrage sig skattebetaling til fællesskabet, samtidig med at de vil lave forretning for det selv samme fællesskab.

Derfor vil Socialdemokratiet foreslå, at kommunen tilskriver de banker, som kommunen har indgået aftaler med, og anmoder om at de redegør for de interne procedurer, de har iværksat for at undgå, at de med eller uden forsæt medvirker til skatteunddragelse.”

På den baggrund blev der skrevet til banker og revisorer. Men vi kæmper gerne videre med de radikale om at sikre, at fællesskabet ikke årelades af svindlere.

Den kamp kræver hele tiden opmærksomhed.

Så tak for læserbrevet!