Bodil Kornbek, formand i Social- og Sundhedsudvalget (S) & Dorthe Minna Hansen (S), tidligere pårørende i kommunen

Når vi taler om ældre og plejeboliger, er vi optaget af at italesætte den enkelte bolig som beboerens private hjem, og at der ikke er tale om en institution.

Men i virkelighedens verden opleves plejecentrene oftest som værende institutionelle, på bekostning af den enkelte beboers ønsker, værdier og behov. I årevis har vi plæderet for værdighed i ældreplejen, men gør vi det, der skal til for reelt at skabe en forandring?

Den enkelte beboer skal høres og have indflydelse på dagligdagen med mulighed for ikke kun at vælge plejebolig, men også hvem der skal hjælpe en i bad og hvornår, indflydelse på hvordan vi taler sammen, hvilke aktiviteter der skal være, indretning og brugen af fællesarealer, maden, udflugter etc. Som beboer på plejecenter er man grundlæggende set konfronteret med ikke at være “herre i eget liv”. På grund af fysisk og mental svækkelse er man blevet dybt afhængig af professionel hjælp og pleje. Årene op til plejecenter har været én lang given-afkald og man forsøger i sine klare stunder at holde fast på sig selv, sin selvbestemmelse og sin værdighed. Selv den mindste form for indflydelse på eget liv tæller.

For en del beboere vil det være svært, endda umuligt at give udtryk for egne ønsker. Derfor er pårørendes mulighed for deltagelse og indflydelse altafgørende for, hvordan rammen for plejeboligerne skal være. Vi skal blive bedre til at inddrage de pårørende. De pårørende skal opfattes som vigtige medspillere i at skabe de optimale muligheder for plejen, omsorgen og trivslen. Det er jo deres nærmeste, der skal tages hånd om og de pårørende kender deres kære bedst.

I det hele taget bør vi have en drøftelse af, hvad livskvalitet er, når man er gammel og svækket. I den drøftelse skal vi også inddrage ældre borgere, der ikke bor på plejecenter. Alt for ofte er livet på plejecentre isoleret fra lokalmiljøet og resten af fællesskabet, og en del beboere får hverken besøg af pårørende eller har andre nære relationer. Vi kan med fordel åbne døren for mere frivillighed og lade faste besøgsvenner bidrage med tid og nærvær. Det fordrer gæstfrihed på plejecentrene: at der sættes pris på de frivillige og der er kaffe på kanden. Og det indebærer, at ledere og medarbejdere bruger deres faglighed på nye måder ved at opbygge relationer og få noget til at ske i dialog med pårørende og frivillige.

I dag er fokus på sygeplejen. Men meningsfuldt samvær og sociale behov skal tilgodeses og prioriteres i lige så høj grad som selve plejen. De ældre er ikke patienter, men beboere i egen bolig, hvor livet er meget mere end medicinering, behandling af liggesår, personlig hygiejne, plejehjemslæger og sundhedsfaglig dokumentation. Vi skal vægte hele livet, også når vi er svækkede. Det har vi alle et ansvar i. Beboere, pårørende, medarbejdere, ledere og politikere skaber sammen betingelserne for det gode liv i plejebolig. Vi skal ikke vente på direktiver, lovgivning og nedsatte kommissioner fra Folketinget, men selv tage teten lokalt i vores kommune.