Gør vi det ‘godt nok’, når en 91-årige kvinde først kommer ud af sin seng klokken 12 i weekenden?

“Hver lørdag og søndag morgen ligger den 91-årige i sin seng og venter.

Klokken bliver 8, 9 og 10. Minutterne slæber sig afsted, og timerne føles meget lange. Hun er sulten og vil gerne op og i tøjet, men hun magter det ikke længere på egen hånd. Det ligger så dybt i den tidligere lærer, at man skal op og have noget ud af dagen. Sådan har det altid været. Sådan har hun det bedst.

Og sådan har de fleste mennesker det – alle os, der er så heldige, at vi stadigvæk kan klare os selv.

Men det kan hun ikke længere. Hun er blevet afhængig af hjemmepleje. Hun får hjælp til mange gøremål, fordi hun er alderssvækket og begyndende demenssyg. Men der er bare det ved det, at hjælpen ikke følger hendes behov, det er hende, der skal passe ind i hjemmeplejens tidsknappe skema. Derfor må hun ligge i sin seng morgen efter morgen og vente. På hverdagene er hun som regel ‘allerede’ oppe ved 10.30 tiden. Men i weekenden er det anderledes. Først mellem klokken 11 og 12 kommer hjemmeplejeren hæsblæsende ind ad døren. Her er det endelig hendes tur til at komme ud ad fjedrene. Hun bliver gjort i stand, får tøj på, og hjælpen stiller piller og morgenmad foran hende, før han/hun suser videre. Videre til en anden ældre, der sidder og venter på hjælp.

Hun er småtspisende og tabt sig en del. Hun er ikke kommet tilnærmelsesvis gennem sin morgenmad, før det ringer på døren klokken 13.00 – nu er det tid til frokosten, som stilles foran hende. Hun bliver ked af det og kan ikke forstå, hvad der sker. Tingene flyder sammen, der står rester af uspist morgenmad og frokost foran hende hele dagen. Hun får det ikke spist, hun bliver stresset og utryg.”

Sådan nogenlunde var ordlyden i det brev, jeg for nylig modtog fra en bekymret datter om moderens forhold. Fortvivlelse og magtesløshed prægede brevet. Det ramte mig lige midt i hjertekulen.

Der er mange som hende, der har lignende oplevelser og som venter på, at hjemmeplejen får tid til at komme forbi med hjælp og omsorg. Mange oplever vikarer eller forjagede hjælpere, der er ude ad døren, nærmest før de er kommet ind. Det skorter ikke på empatien hos de fleste medarbejdere, men det er tiden, der er knap. Det går ud over de alderssvækkede, og det går også ud over medarbejdernes arbejdsglæde.

Hvordan er det kommet så vidt? Vi er over de senere år blevet så gode til at skære ind til benet på ældreplejen, som ikke kan tåle, at der skæres mere.

Den slags skæren-ind-til-benet har konsekvenser for kvaliteten af plejen. Det er ikke i orden, at vores alderssvækkede får lov til at ligge alene og vente og vente. De færreste svækkede ældre kan sige fra, når det drejer sig om besparelser og forhold for ældre. Det er på høje tid, at vi er nogen, der gør det for dem! Der skal sættes ind med udvidet tilsyn, fokus på kvalitet, økonomi og konkret handling.

Kommunens udligning har de besluttet på Christiansborg, men vi i kommunen skal beslutte hvilken ældrepleje, vi ønsker – det er på tide, at forholdene for de mest svækkede ældre forbedres.