SIMON PIHL SØRENSEN, BORGMESTERKANDIDAT OG METTE HOFF, BEGGE MEDLEMMER AF KOMMUNALBESTYRELSEN OG KANDIDATER TIL KV17
Folkeskolen er presset. Den slår revner i disse år. Det er der mange
årsager til.

Den nuværende regering fortsætter sparekursen over for
kommunerne og prioriterer ikke folkeskolen ved
finanslovsforhandlingerne. Tværtimod øges bevillingerne til
privatskolerne. Folkeskolen er venneløs i regeringen. Man
fornemmer hensigten: Skolerne skal være et marked.

Konflikten i 2013 har ført til en tillidskrise. Reformen skulle
implementeres med lynets hast og reformen blev gennemført uden,
der blev tilført varige midler. Tværtimod blev hunden sat til at
spise egen hale. Denne udvikling skal samtidig ses i lyset af en
stor tilførsel af opgaver de seneste år. Ikke mindst øget inklusion.

Udviklingen har ført til færre lærere pr. elev og færre pædagoger
og ringere muligheder for at forberede undervisningen. Der er
færre lejrskoler, ekskursioner og langt flere klasser med 28 elever.
Flere kommuner har også et efterslæb med at fremme folkeskolen
digitalt.
Resultatet af denne udvikling er desværre at flere vælger
folkeskolen fra. 50 pct flere har valgt privatskole siden 2000. Vi
skal ikke mange år ud i fremtiden før hvert 5. danske barn går i
privatskole. Tilslutningen og opbakningen til folkeskolen er
utrolig vigtig, hvis vi i det hele taget skal tale om folkets skole.
Den danske folkeskole har igennem generationer været vores
fælles mødested på tværs af ’klasser og skel’. Den har været med
til at forme og udvikle generationer af børn til at blive livsduelige
voksne mennesker. Derved har folkeskolen styrket vores fælles
identitet og sammenhængskraft.

Vi mener, at der er brug for at handle nu, hvis folkeskolen fortsat
skal være det naturlige valg for de fleste danskere. Og det skal
den, for det medvirker til at styrke sammenhængskraften og
fællesskabsfølelsen i Danmark. Det er her, vi danner, det er her, vi
underviser, det er her, vi lærer til et langt liv SAMMEN med andre
mennesker. Det er her demokratiet, det oplyste samfund, gives
endnu mere liv for kommende generationer.

Derfor har vi som socialdemokrater, som på den ene eller anden
måde har folkeskolen tæt inde på livet, opsat 10 mål og gjort os
overvejelser om, hvad vi mener kan danne grundlaget for en debat
om folkeskolen. En debat, som er vigtig, ikke bare nu og her, men
også i årene fremover. Det er i og omkring folkeskolen, det skal
spire og gro.

Det handler om at redde folkeskolen – den vigtigste institution i
vores fællesskab. Det handler om dannelse, om at gøre ALLE børn
klar til at tage del i samfundslivet, til at blive nogen og udrette
noget sammen med andre. I bund og grund handler det om det
Danmark, vi holder af.

0. Vi skal genskabe tilliden
Konflikten i 2013 og en folkeskolereform, der var
underfinansieret, har skabt en mistillid til det politiske niveau.

Der er uenighed om styring, finansiering og effekter af reformen –
især i den nationale debat. Mange steder lokalt har man lavet
aftaler, der afviger fra lovindgrebet og er dermed kommet et skridt
nærmere hinanden.

Nu er det fem år siden, indgrebet og reformen blev vedtaget. Det
er tid til at samle sig om en status.

Mistilliden forsvinder ikke fra dag til dag. Men kommer vi
sammen et skridt videre i beskrivelsen af folkeskolen, det der
virker og ikke virker, kan vi tage en ny begyndelse sammen. Lad
os korrigere, hvis der skal korrigeres. Lad os se på hvilke
lokalaftaler, der fungerer og ikke fungerer. Lad os se på reformens
elementer, på den understøttende undervisning, på de flere timer
og lærer- og pædagogsamarbejdet. Lad os se på det hele. Men lad
os gøre det SAMMEN – med baggrund i praksis og evidens. Ikke
noget med at begynde dialog med tro og råberi. Vi begynder i
”nulte” med samtale og viden.

Vi foreslår, at der nedsættes en kommission – man kunne
passende kalde det en forsoningskommission – der gør status på
reform og rammevilkår. Forsoning skabes ikke fra dag et. Men
første skridt er fælles erkendelse af, hvordan virkeligheden ser ud.
Medarbejdere, forældre, elever, politikere og forskere bør repræsenteres i kommissionen på lige fod. Lad os gå ombord i viden og praksis.

1. Økonomisk saltvandsindsprøjtning
Folkeskolen er økonomisk presset, og de midlertidige midler til
implementering af reformen er brugt. Flere megaklasser og elever
der alene oplever en længere skoledag, som ikke er varieret og
fuld af bevægelse og aktivitet, som reformen ellers lagde op til.
Lejrskoler spares væk. Inklusion sker med for få midler. Ringe
vedligeholdelse og ikke tilfredsstillende fysiske rammer er
hverdagen i mange skoler. Kommuner der i forhold til den
økonomiske bundlinje presses ud i nye skolestrukturer, med større
enheder, som ikke altid tager hensyn til de mindre samfund.

Nye digitale teknologier vinder også indpas overalt i samfundet,
og det skal naturligvis også ske i folkeskolen. Den verden eleverne
kommer ud til, vil være endnu mere digital styret med smarte
teknologier, som vi ikke kender eksistensen af i dag. Mange skoler
har slet ikke tilstrækkelige digitale muligheder, som i øjeblikket er
en ulighedsskabende faktor i skolernes dagligdag. Det er for sølle
og for risikabelt at bygge en kvalificeret undervisning op omkring.

Vi foreslår, at der årligt – af det økonomiske råderum – investeres
1. mia. yderligere i folkeskolen. Det er nødvendigt med denne
store økonomiske indsprøjtning, for at sikre, at skolerne kan leve
op til formålet og blandt andet sikre en opprioritering af
digitaliseringen på skolerne.

2. Vi skal turde prioritere
Uanset hvad man mener om folkeskolereformen, så var
intentionen god nok. Alt for mange børn forlod folkeskolen uden
at være rustet til en ungdomsuddannelse. 6 procent får slet ikke en
afgangseksamen fra Folkeskolen. Det i forvejen tynde smør blev
smurt for tyndt ud. Der er forskel på at holde skole i København
Nordvest og få kilometer derfra i Gentofte. Også inden for
kommunegrænserne kan der være store forskelle.

Vi foreslår, at den yderligere milliard, der tilføres folkeskolen,
fordeles efter sociale kriterier. Målet er at skabe et løft for børn
med særlige behov og udsatte områder generelt.

3. Inklusion i bedre balance
Det er en smuk ambition at inkludere så mange børn som muligt i
folkeskolen. Men vi bør overveje, om ikke vi strækker inklusionen
så langt ud, at det reelt bliver eksklusion. I takt med det stigende
elevtal i klasserne og de faldende bevillinger til støtte, presses
skolerne til at løse en opgave uden de fornødne ressourcer.
Inklusionsmålsætningen har fragmenteret de faglige miljøer, så
særlige indsatser i højere grad er noget der bliver pålagt mange
forskellige lærere og pædagoger. Lærere og pædagoger, som ikke
længere har et fagligt miljø at spejle sig i.

4. Folkeskolen skal styres lokalt
Mange blander sig i folkeskolen, og det er på mange måder
positivt, for det vidner om stor interesse og vidner om, at
folkeskolen er en af vores vigtigste kulturinstitutioner. Men mange
ønsker også at styre folkeskolen uden om dem, der faktisk er valgt
til det. Det gælder fx KL, skolelederforeningen og forskellige
forældreorganisationer. Det er i kommunerne, man bedst kender
lokalsamfundet. Det er her, man kan prioritere efter lokale forhold.
Omvendt er der også tegn på, at den lokale forankring på de
enkelte skoler er afsvækket. Mange steder er det fx vanskeligt at
skabe interesse for skolebestyrelsesvalg.

Vi foreslår, at den kommunale frihed til styring af folkeskolen
forstærkes ved at tydeliggøre, at ansvaret er
kommunalbestyrelsens. Vi foreslår også en endnu stærkere lokal
forankring ved at tilføre de enkelte skoler mere indflydelse, så
længe de lever op til kommunalbestyrelsens overordnede mål. Det
vil give øget indflydelse, engagement og flere ideer vil blomstre
op nedefra. Alle skoler bør i øvrigt samtidig forstærke samarbejdet
med medarbejderne – fx i pædagogiske råd, hvor alle pædagogiske
medarbejdere på skolen skal deltage.

5. Frihed – under ansvar – drop new public management
Ledelse af kulturinstitutioner forudsætter medinddragede og
tillidsbaseret ledelse. Hvis dannelse og værdier skal formidles
engageret og troværdigt kræver det ejerskab hos formidleren.

Skolerne er ved at sande til i administration. Selvfølgelig skal vi
måle på slutresultater. Men vi skal ikke måle på proceskrav, og vi
skal ikke stille formkrav til dokumentation. Lærere og pædagogers
tid skal bruges på børn og på forberedelse af tiden sammen med
børnene. Det er de fagprofessionelle der skal styre
læringsplatformene og ikke omvendt. Man kan ikke have skole
uden viden, fag og faglighed. I skolen giver man noget videre.
Derfor kan man ikke drive skole kun på læring.

Vi foreslår, at der skrues ned for nationale tests – og vi bør
overveje, om de helt skal sløjfes. Tests bør stadig bruges, men kun
med det diagnostiske sigte for øje. Hvordan brugen af læringsplatforme
mv. bør foregå i dagligdagen må være op til de enkelte
skoler. Indhold er vigtigere end formkrav.

6. Lad udvikling spire nedefra
Folkeskolen skal naturligvis udvikle sig – tage luft ind fra
forskning og lære af hinanden. Men der er en tendens til at nye
udviklingsprojekter trækkes ned over skolerne, og at der hvert
femte år dukker en ny guru eller trend op. Der er gået selvsving og
modebølge i rejserne til Canada og mode-projekter, som rulles ud
fra oven og ned.
I stedet for hele tiden at vende bedetæpperne mod nye tendenser –
uden i øvrigt at implementere, inden man går videre – er det oplagt
at prøve nye tiltag af lokalt, afgrænset, for at se, om det virker. Lad
skoler og fagfolk være med til at definere, hvilke
udviklingsprojekter, de vil arbejde med.

Vi vil også godt rejse spørgsmålet, om der ikke i de seneste års
udviklingsprojekter er blevet fokuseret så meget på test og
målstyret undervisning, at den danske værdifulde skoletradition
om dannelse og fællesskab desværre glider for meget i
baggrunden.

Vi foreslår, at der som et led i forhandlingerne mellem regering og
kommunerne afsættes midler til lokale udviklingsforsøg, hvor
vægtningen af fællesskab og fortælling i udviklingsarbejdet kan få
større fokus og vægtning.

7. Forældre – en del af skolen
Forældre vil som oftest meget gerne deltage i deres børns skoleliv.
Men der er en tendens til, at flere og flere forældre opfatter skolen
som en institution, der både skal tage sig af undervisning og
opdragelse, og at forældrenes rolle stopper ved skoleporten. Det
kommer der ikke nogen god skole ud af. Forældrenes deltagelse er
afgørende – både i forhold til eget barn, klassen og skolen som
helhed. Skolen er ikke et supermarked. Det er ikke uden grund, at
samarbejdet mellem skolen og forældre er beskrevet som det
allerførste i folkeskolens formålsparagraf.

Vi foreslår, at alle forældre som led i deres forberedelse til
skolelivet, inden starten på børnehaveklassen, tilbydes et
introforløb om forældrerollen, når man har børn, der går i skole.
Om hvad man som forældre kan forvente, og hvordan man bedst
støtter op om eget barn og fællesskabet i klassen.

8. Vi skal styrke overgangen – fra børnehave til skole
Overgange er børne- og ungdomslivets akilleshæl. Uanset de gode
intentioner oplever mange lærere og pædagoger, at de ofte får en
dårlig eller mangelfuld overlevering. Dette arbejde skal i højere
grad systematiseres, så alle børn får den bedst mulige start i
folkeskolen fra dag et.

Vi foreslår, obligatoriske overleveringer, der skaber
sammenhængende forløb for børnene. Pædagoger fra børnehaver
og lærere fra skoler skal have mulighed for at drøfte og deltage i
fælles forløb, der skaber gode relationer og gode muligheder for
strukturelle og velgennemtænkte forløb. Primærlærere i indskolingen skal udpeges så tidligt, at de kan medvirke i forløb i
børnehaveklassen for derved at få kendskab til børnenes faglige
styrker og udfordringer, så de kan bygge videre herpå, når børnene
starter i indskolingen.

9. Uddannelsesgaranti til alle
Alt for mange unge forlader i dag folkeskolen uden at få en
ungdomsuddannelse. Ja, nogle får end ikke en afgangseksamen fra
folkeskolen. Derfor bør kravene til kommunerne skærpes i
forbindelse med overgangen til ungdomsuddannelserne. Vi har
pasningsgaranti. Vi har handlingsgaranti på alskens sygdomme.
Men vores unge har ingen krav på os. Det skal ændres. Ikke
mindst er det afgørende at skærpe vejledningen og sikre, at flere
unge i dag får en erhvervsuddannelse. Vi skal have alle unge med.

Vi foreslår, at kommunerne bør forpligtes til at give ALLE unge
en uddannelsesgaranti. Garantien bør eventuelt kobles op på
økonomiske incitamenter, så kommunerne presses til at levere.
Hermed kan man også sløjfe en masse del- og procesmål og måle
på det, der virkelig betyder noget; om de unge kommer videre i
livet. De praktiske fag i skolen skal opprioriteres – både rammer
og indhold. Fagligt opdaterede lærere, delehold, godt og
velvedligeholdt værktøj og midler til gode materialer er en
forudsætningen for at skabe begejstring omkring håndværk.
Endvidere bør mere og bedre vejledning lede frem til, at flere unge
får en ungdomsuddannelse.

Afrunding og opfordring til debat
Siden reformen har der fra flere aktører været en misforstået
opfattelse af, at hvis bare folkeskolen fik ro, så skulle alt nok gå.
Det er både en farlig, men også forkert vej at gå. Folkeskolen er
vores store kulturbærende dannelsesinstitution i Danmark. Den
skal netop udvikles og præges med samtale og livlig debat.
Uden folkelig tilslutning og opbakning, så er folkeskolen i frit
fald, som folkets skole og vores allesammens mødested. Når en
dalende tilslutning er en realitet, så bør vi spørge os selv, om det er
fordi den nuværende retning ikke giver mening for deltagerne,
eller produktet ikke er godt nok, når der fortsat er så mange, der
vælger folkeskolen fra.

Vi har forsøgt med ovenstående at pege på 10 konkrete punkter,
hvor der kunne ske ændringer og forbedringer. Måske er der flere?
Vi håber, at vi har bidraget til en god og indholdsrig debat om
vores fælles folkeskole.

By Christoph Bastrup, Partiformand

Formand for Fællesledelsen i Lyngby-Taarbæk, samt Lyngbyforeningen