Simon Pihl Sørensen: Et apatisk, famlende socialdemokrati har stået rundforvirret på sidelinjen. I enkelte tilfælde har S selv taget flugten fra sin egen model med topskattelettelser og ringere dagpengedækning

Danmark er nu det land i Europa, hvor uligheden stiger mest. Efterkrigstidens store socialdemokratiske projekt er gået dødt – lige på det tidspunkt, hvor det skulle vise sit værd. Lige dér, hvor vi skulle få de sidste med.

De sidste 10-15 år har værdipolitikken fyldt alt i Danmark år. Resultatet kan ikke bare læses på Udlændinge- og Integrationsministeriets tæller over stramninger. Resultatet er også: fravær af politik. Politik, der er blevet forsømt i jagten på de billige point – i jagten på at stoppe fem burkaer og forhindre én dag, hvor fremmede står i kø på de danske motorveje.

Mest tydeligt er dette fravær af politisk lederskab i forhold til at skabe muligheder for alle – ikke mindst dem, der ikke har forældre med en videregående uddannelse. For første gang siden 2. verdenskrig går det solidariske velfærdssamfund baglæns. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at den sociale er mobilitet faldet. Særligt de børn, der vokser op blandt de fattigste, har i dag endnu større risiko for selv at havne blandt de fattigste end for femten år siden. Af alle lande i Europa, er Danmark det land hvor uligheden stiger mest.

Med andre ord: Arbejdet med at skabe fremgang og muligheder for alle er trådt i baggrunden, overhalet af tabloid-politikken med 100 km i timen.

Mismodet forplanter sig til helt almindelige lønmodtagere. Således mener et flertal af 3F´s medlemmer, at deres børn ikke vil få et bedre liv end de selv har haft.

Dette burde få politikerne op af sommer-hængekøjen. Ikke mindst politikere fra centrum-venstre; for sandheden bag disse tal er, at vi langsomt, men sikkert, er på vej væk fra den skandinaviske velfærdsmodel over i en mere liberal model, kendetegnet af lavere ydelser og markant ringere mulighed for de fattigste til at kravle op af den sociale rangstige.

Det er ikke kun et problem for de fattige – mismodet forplanter sig til helt almindelige lønmodtagere. Således mener et flertal af 3F´s medlemmer, at deres børn ikke vil få et bedre liv end de selv har haft. Efterkrigstidens store socialdemokratiske projekt er gået dødt – lige på det tidspunkt, hvor det skulle vise sit værd. Lige dér, hvor vi skulle få de sidste med.

Udover fravær af fordelingspolitiske initiativer fra centrum-venstre, skyldes det også, at det faktisk – i ly af lyn og torden på udlændingeområdet – er lykkedes at demontere social- og arbejdsmarkedspolitikken afgørende. Hvis det har været målet for Løkke og Fogh, at bane vejen for en liberal velfærdsmodel, er det ret godt gået.

Et apatisk, famlende socialdemokrati har stået rundforvirret på sidelinjen. I enkelte tilfælde har Socialdemokratiet selv taget flugten fra sin egen model med topskattelettelser og ringere dagpengedækning. Tilbage står den socialdemokratiske model næsten forladt

 

Alt imens et apatisk, famlende socialdemokrati har stået rundforvirret på sidelinjen. S har overværet Dansk Folkeparti bilde medier og vælgere ind, at de har mildnet luften for de klippede får [gjort konsekvenserne af udviklingen lettere at bære for de berørte, red.]. I enkelte tilfælde har Socialdemokratiet selv taget flugten fra deres egen model med topskattelettelser og ringere dagpengedækning. Tilbage står den socialdemokratiske model næsten forladt.

Spørgsmålet er nu om Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen kan genopfinde tilliden til sine egne ideer om et samfund med muligheder for alle og en relativ høj grad af lighed. Eller om fristelsen til at kaste al sin energi på det letkøbte, som fx at kriminalisere 10-årige, forbyde de fem burkaer og indhegne to ulve, er for stor. Få har sagt det klarere end socialdemokratiets leder selv: ”Fattigdommen er et fælles ansvar. Og alle os med vores på det tørre er lige netop ikke ligeglade”

Man kan nemlig godt lancere nye bud på at løse de store flygtningekriser – og mene, at Danmark ikke skal huse alle flygtninge i verden. Man kan godt begge dele – og samtidig være socialdemokrat. Men man er ikke socialdemokrat længere – hvis man ikke tror på, at fattigdommen og de manglende muligheder for et godt liv er den værste fjende. Både for fattige i Danmark og på resten af planeten.

HVIS IKKE SOCIALDEMOKRATIET NU, hvor uligheden stiger i Danmark, står ved sit eget projekt, vil det dø – og vejen vil være banet for samfundsmodeller, der virker bedst for de få. Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse bør være pligtlæsning for alle politikere fra centrum-venstre. Og hos socialdemokrater bør det udløse spørgsmålet: Hvordan får vi øverst på dagsordenen sat den politik, som i sin kerne er socialdemokratisk: om mere lighed og flere muligheder for alle?

Et begynderspørgsmål, inden man går i gang, kunne dog passende være: Tror jeg selv stadig på den idé? Hvis svaret er ja, er opgøret med lavere ydelser – fx et frontalt opgør med kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen – det, der står øverst på en hver socialdemokrats ønskeseddel. Fordi socialdemokrater tror på, at trygge mennesker tør. Også selv om de er brune og tror på Muhammed. Trygge mennesker tør!

Tør socialdemokratiet være … ja, socialdemokrater? Svaret på det spørgsmål er afgørende for hvilken vej Danmark vælger Som ulighedsstatistikken viser, er Danmark i dag på vej væk fra Socialdemokratiets rute med kurs mod et mere liberalt samfund.

Tror man på idéen, er opgøret med lavere ydelser – fx et frontalt opgør med kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen – det, der står øverst på en hver socialdemokrats ønskeseddel.

Artiklen er bragt på www.raeson.dk