Simon Pihl: Socialdemokratismen lever

Det har længe været en nærmest vedtaget kendsgerning, at de socialdemokratiske partier i Europa er ved at bukke under, og herhjemme har vi ofte forklaret det med det den slappe holdning til udlændingepolitik. Underforstået, hvis bare man gjorde som I Danmark ville Socialdemokratiet overleve. Det er da også notorisk, at Socialdemokratiet i Tyskland og Socialistpartiet i Frankrig end skygge af sig selv. 

Men sandheden er mere nuanceret end som så. 

Sandheden er nemlig også, at de tre socialdemokratiske partier, der har klaret sig klart bedst ved parlamentsvalg, er det portugiske Partido Socialista, det spanske PSOE og det svenske Socialdemokrati. Alle partier med valgresultater, der ligger over det Socialdemokratiet herhjemme har præsteret ved det seneste valg. I alle tre lande har man ført klassisk socialdemokratisk politik med vægt på et stærkt offentligt fællesskab. I Portugal og Spanien, som ikke har noget, der ligner den danske arbejdsmarkedsmodel, har man hævet mindstelønnen og indført sociale forbedringer. I Sverige har man sat dagpengene op. 

I ingen af de tre lande har man indgået samarbejder med partier, der står meget hårdt på en stram udlændingepolitik. Tværtimod har man i Portugal signaleret, at man gerne ønsker flere gæstearbejdere. I Spanien har man forbedret forholdene for immigranter. I Sverige har man stået klippefast på, at man ikke vil samarbejde med Sverigedemokraterne. Den klassiske socialdemokratiske politik, kampen for et retfærdigt samfund med muligheder for alle, har altså stadig en stærk appel. Derfor er det også positivt, at Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen har sat kampen mod den stigende ulighed på dagsordenen og for første gang i mange år har foreslået forbedringer for lønmodtagerne i form af en ret til tidligere folkepension. Det er Socialdemokratiet Classic.

Der er ingen tvivl om, at Europa er nødsaget til at finde fælles fodslag i forhold til migration. Men den socialdemokratiske idé om et stærkt fællesskab er stadig gangbar i 2019 – uden at det er nødvendigt at række ud til ekstreme partier. Der hvor det går galt for socialdemokraterne, er når de ikke længere fører socialdemokratisk politik. 

I en verden, hvor forværringen af klimaet, kalder på store fælles løsninger, er der mere end nogen sinde brug for stærke socialdemokratiske partier. Fordi et stærkt fællesskab i et internationalt samarbejde, er liberalismen overlegen, når globale problemer skal løses.