Simon Pihl: LO – Lidt langt, men også en en vigtig del af vores historie

Om lidt er 120 års historie slut i den forstand, at LO ikke længere er LO. LO´s betydning kan ikke undervurderes.

Under denne paraply har man sammen med modparten været primær drivkraft for den danske model. Og dermed en af grundpillerne i det danske velfærdssamfund. Man har haft afgørende betydning – ikke mindst historisk – ved de store OK-slag og man har haft betydelig politisk indflydelse med fx fælleserklæringen som historiske milepæle. Udover styrken ved at repræsentere flest lønmodtagere og have sit udspring i den socialdemokratiske arbejderbevægelse, som var dominerende i broderparten af de 120 år, skyldes LO´s succes, at skiftende formænd med opbakning fra forbund har forstået at bruge styrken til at skaffe konkrete resultater.

LO´s dna har været at være uomgængelig og resultatorienteret. Det virker banalt. Men det er det ikke. Der er rigeligt med resolutioner og det er let at forfatte dem, men det at skaffe resultater, er nu en gang det sværeste. Det har LO gjort til sit metier og har på den måde hentet tonsvis af forbedringer hjem til danske arbejdere. Man har stået sammen og kæmpet, når det har været påkrævet. Men det har aldrig været et mål i sig selv at ende foran forligsen eller til demo på Christiansborg.

Nu bliver det spændende at se om den nye hovedorganisation kan løfte arven. Kan den det, vil fagbevægelsen – og arbejdsmarkedets parter – stå stærkt i de kommende år, hvor den parlamentariske situation – uanset hvem der kommer til – er vanskelig, og en klog statsminister vil hente hjælp hos parterne. Det handler om fortsat at se en hver forhandlingssituation som en tragt, hvor der kommer noget ud i den anden anden og ikke bralre op og ende i et el-hegn uden resultater. At hæve fanen er let, men kun at hæve den, når der er behov og man kan vinde, det er kunsten.

Jeg havde nogle af mine bedste læreår i LO. Det er jeg stolt af. I Danmark har vi noget, som næsten ingen andre andre lande kan prale af. Vores model hviler på tillid. Vi kan skændes, vi kan konflikte, men når vi er enige, løber vi samme vej. I de her år, hvor Danmark skævvrides er der mere end nogensinde brug for en stærk hovedorganisation, der sætter lønmodtagernes problemer og drømme på dagsordenen, så horisonten udvides til udover havneudløbet ved Hellerup Havn. Det nye LO må aldrig blive leverpostej og paroler. Det er resultater, der tæller- til gavn for lønmodtagerne.

Tak for godt arbejde til dem, der tog slæbet og held og lykke med det nye. Kort resumé: Resultater og råstyrke i stedet for paroler og “vi voksne kan også være bange”.