Pihl og Hoff: Hvad skal lærerne med metodefrihed, hvis de ikke har en folkeskole at undervise i?

Af: Esben Christensen

“Folkeskolen er venneløs i regeringen”

Så hårdt trækker en række socialdemokratiske lokalpolitikere linjen op i “10 socialdemokratiske bud på folkeskolens udvikling“.

En af afsenderne er Simon Pihl Sørensen, der er viceborgmester i Lyngby-Taarbæk og en markant stemme i skoledebatten. Både da Lyngby-Taarbæk i sensommeren 2013 afviste fast tilstedeværelse for lærerne, og kommunen som den første i landet indgik en lokalaftale.

Og senere var Simon Pihl en stærk stemme, da kommunen i oktober 2016 forlod et stort tværkommunalt Synlig Læring-projekt.

Så det er en vægtig stemme, der nu er med til at råbe vagt i gevær på vegne af folkeskolen:

“Udviklingen har ført til færre lærere pr. elev og færre pædagoger og ringere muligheder for at forberede undervisningen. Der er færre lejrskoler, ekskursioner og langt flere klasser med 28 elever”, skriver lokalpolitikerne og fortsætter:

“Resultatet af denne udvikling er desværre, at flere vælger folkeskolen fra. 50 procent flere har valgt privatskole siden 2000. Vi skal ikke mange år ud i fremtiden, før hvert femte danske barn går i privatskole. Tilslutningen og opbakningen til folkeskolen er utrolig vigtig, hvis vi i det hele taget skal tale om folkets skole. Den danske folkeskole har igennem generationer været vores fælles mødested på tværs af klasser og skel. Den har været med til at forme og udvikle generationer af børn til at blive livsduelige voksne mennesker. Derved har folkeskolen styrket vores fælles identitet og sammenhængskraft”.

Er folkeskolen venneløs?

Folkeskolen er altså under pres. Men så sent som i sidste uge, fredag den 13., var der førstebehandling af en reel reduktion af Fælles mål, så over 3000 mål går fra at være obligatoriske til at være vejledende. Samtidig får mange skoler lov til at forkorte skoledage med paragraf 16b, og undervisningsminister Merete Riisager (LA), har derudover  sat et forsøg i gang, så 50 skoler kan forkorte skoledagen.

Hvorfor synes I, det er rimeligt at tale om, at folkeskolen er venneløs i regerigen?

“Det er 50 skoler, der får lov til at forkorte skoledagen ud af 98 kommuner i Danmark, det er ikke engang en skole per kommune. Og ja, der kom en hensigtserklæring fra folketingspolitikerne om, at de ville ændre læringsplatformene, så det passede til de vejledende Fælles mål. Men de siger ikke noget om, at det kunne være op til den enkelte skole at beslutte, om de vil bruge tid på platforme. Eller om den enkelte skole vil have to lærere i stedet for lange skoledage i stedet for som nu, hvor det er op til kommunalbestyrelsen. Det er stadig top-down”, siger Simon Pihl Sørensen.

Folkeskolereformen blev vedtaget sammen med en række tilskud, der i de første år skulle hjælpe med at få reformen implementeret. Men de midlertidige tilskud får jo per definition en ende.

“Man skal forstå, at når man styrer på de ting, så skal der bruges tid og resurser på det. Og det  gør man i en tid, hvor reformen er underfinansieret. Blandt andet fordi man skal betale for flere timer, og fordi de midlertidige tilskud løber ud”, siger Simon Pihl Sørensen.
Han peger på den lange skoledag som noget, som man burde forkorte med det samme, fordi det ikke virker, og fordi det er en afgørende årsag til, at flere søger væk fra skolen. Det er altså et direkte resultat af den skolereform, der har udviklet sig til en socialdemokratisk mærkesag.

“Jeg forstår godt, at der sidder nogle på Christiansborg, som er meget optagede af, at det, man har sat i værk, virker. Men man må ikke blive dumstædig. Det handler ikke om prestige – der er noget ude fra klasselokalerne, fra forældrene og eleverne, som vi skal tage ind. Det har netop Socialdemokratiet en historisk forpligtigelse til, og derfor er det enormt vigtigt, at vi meget konkret siger: ‘her er nogle ting, som skal laves om'”, siger Simon Pihl Sørensen.

Snigende underfinansiering
Udover de midlertidige tilskud til folkeskolereformen, som løber ud, peger på Simon Pihl Sørensen på en lidt overset besparelse, som har store konsekvenser for folkeskolen:

“Da de afskaffede omprioriteringsbidraget i 2016, lavede de samtidig en effektivisering, hvor vi skulle finde fire milliarder kroner ude i kommunerne. To milliarder kan vi beholde selv ude i kommunerne, mens to milliarder skal afleveres til staten. Lyngby-Taarbæk er cirka en procent af det hele – så vi skal aflevere 20 millioner kroner. Det kan man få rigtig meget skole for, og især de geografisk og demografisk udfordrede kommuner bliver ramt”, siger viceborgmesteren. Han har blandt andet lagt mærke til artiklen i Folkeskolen fra den 12. oktober om, at Vordingborgs skoler er tvunget til samlæsning:

“Det er i virkeligheden snigende underfinansiering, som ikke ret mange lægger mærke til: Med finansloven tilgodeser man særligt de ældre og privatskolerne – det har vi set to finanslove i træk. Så det er folkeskolerne, der kommer til at bære broderparten af besparelserne”, siger Simon Pihl Sørensen.

I det lys giver han ikke ret meget for det gode samarbejde mellem lærerne og undervisningsminister Merete Riisager:

“Det er fedt, når hun siger det, hun gør om metodefrihed og undervisning. Hun kan det rigtige fagsprog. Men hvad skal lærerne med metodefrihed, hvis de ikke har en folkeskole at undervise i?” spørger han.

Skal tilføre skolen en milliard kroner

Derfor er det en del af udspillet fra lokal-socialdemokraterne at tilføre folkeskolen en milliard kroner om året i driftsmidler, der skal fordeles efter socioøkonomiske behov.

“Kommunerne er så hårdt spændt for, at det har alvorlige konsekvenser – vi kan gøre rigtig meget ved at sige til folkeskolen, at man laver en folkeskolemilliard, ligesom værdighedsmilliarden til de ældre. Og det skal være en driftsmilliard”, siger Simon Pihl Sørensen.

Opgør med centralisering
Som en del af udspillet vil de lokale socialdemokrater have mere lokalt selvstyre til folkeskolerne – og et opgør med new public management og centralisering.

“Når der er et centralistisk regime med styring fra Finansministeriet og new public management, så bliver kommunerne også centralistiske. De er hundeangste for, at de ikke kan leve op til forpligtigelser der er i økonomiaftaler og så videre. Så det er det, jeg mener, når jeg siger, at Folketinget skal holde op med at blande sig i enkeltheder og i stedet udstikke rammer. Fordi det forplanter sig ned igennem hele systemet”, siger Simon Pihl Sørensen og fortsætter:

“Det her er også et budskab til KL om at gøre det, som KL er sat i verden til – nemlig at skabe gode rammebetingelser på økonomien. De skal lade være med at kloge sig på kommunernes vejne om, hvad der er bedst i de 98 kommuner. Det ved man bedst i Virum og Hjørring”, siger Simon Pihl Sørensen.

“Der er ingen, der er bedre til at vurdere den enkelte folkeskole, end man er lokalt. Og der bliver man nødt til at gøre op med behagesygen overfor centraladministrationen og Finansministeriet. Men man er også nødt til selv at tænke og tage ansvar. Vi må konstatere, at der er ting, vi ikke er kommet i mål med rundt i landet. Det er også kommunalbestyrelsernes ansvar, når forældrene vælger folkeskolerne fra. Vi påpeger nogle ting, som vi mener er nogle af udfordringerne: blandt andet lange skoledage og inklusion”, siger Simon Pihl Sørensen.

Indlægget er oprindeligt bragt på www.folkeskolen.dk