Mette Hoff: Ansøgning om fritagelse fra Nationale test – bum!

Mette Hoff, Kommunalbestyrelsesmedlem
På mærkedage skal man huske at “kippe” med flaget – ordet og forståelsen af ordet “kippe” kunne være en del af Nationale test i dansk læsning i 2. Klasse.

I dag sender vi en ansøgning om fritagelse fra Nationale Test til Undervisningsministeriet.

Dette er en sag, der har stået højt på den Socialdemokratiske dagsorden. For at kvalificere vores beslutning, så har vi i Børne- og Ungdomsudvalget hørt indlæg fra forskerverden og talt med skolernes læsevejledere.

Læs artikel fra Folkeskolen.dk

Jeg vil gerne sige en tak til Dorte La Cour (C) som i sidste periode sammen med mig stillede en anmodningssag i udvalget – i respekt for resultatet af kommunalvalget, så har sagen været behandling i det nye Børne- og Ungdomsudvalg – og nu er vi her, hvor vi (næsten) i enighed.

Dette er en Kvalitetsdagsorden – som alle partier enten for eller i mod har forholdt sig til. I Lyngby-Taarbæk har vi lang erfaring i faglig testning af elevernes læsefærdigheder – dette giver et langt bedre indblik i elevernes læsevanskeligheder end Nationale test.

Med denne sag forsøger vi nu at tage endnu et skridt i den rigtige retning. Nu må vi se, om vi får dispensationen – og så kan vi jo håbe på, at dette er dråben der skaber ringe i vandet.

Udtrykket “Skabe ringe i vandet” kunne iøvrigt også være en del af en National test i læsning i 2. Klasse – men kan for et 8-9 årigt barn være meget abstrakt.